Nørklecafé i november

Efterlysning af kreative folk i Måløv og Nørklecafé i november 2019

                                                      Efterlysning

I julemarkedets bod med håndarbejde og juleting har vi brug for mange ting, så vi kan få et godt overskud til vores uddeling af julehjælp. Vi er på den baggrund meget interesserede i at modtage alle slags nye hæklede, strikkede og syede ting.  Vi vil også meget gerne modtage nisser og andre juleting.

 

Derfor efterlyser vi kreative folk i Måløv, som har lyst til at bidrage til vores julemarked.

 

Vi mødes i Nørklecafeen i Sognegården følgende mandage forud for julemarkedet: mandag den 4., 11. og 18. november kl. 13.00 – 16.00. Her er man velkommen til at aflevere de ting som man vil donere til julemarkedet. Vi byder på kaffe/te, kage, lidt snak og hygge og sammen får vi et overblik over det kommende julemarked.

 

Fredag den 22. november mødes vi kl. 9.30 også i Sognegården og her er man velkommen til at komme og give en hånd med, så vi kan få et flot og indbydende julemarked stablet på benene.

Vi har særligt brug for hjælp til at producere juledekorationer (vi sørger for ler, gran, pynt m.m.) og vi har brug for hjælp med at sætte boder op.