Du er her: 

Kirkebygningen

KIRKENS YDRE

Måløv kirke ligger på en bakketop, tidligere i landsbyens nordlige udkant, nu næsten omgivet af den moderne by. Kirken består af et romansk kor og skib, opført i 1100-tallets begyndelse, hvortil der omkring år 1500 er føjet et sengotisk våbenhus og tårn.

Den romanske kirke, der hører til blandt egnens mindste, er opført af kløvede kampesten. I bygningens hjør­ner samt ved dør- og vinduesindfat­ninger er der anvendt kvadre af fakse­kalk, frådsten og kridt - alle stenarter, der er lette at bearbejde.

I koret har der oprindelig været tre små, højtsiddende vinduer, et i hver væg; vinduet i sydvæggen blev udvidet i 1637. Kirkens skib har ved opførelsen haft to, ligeledes små og højtsiddende, vinduer i hver langvæg. Det østlige af sydvæggens vinduer er blevet udvidet i senmiddelalderen, mens det vestlige, over døren, er blevet blændet, formentlig i forbindelse med våben­husets opførelse. Det øverste af vin­duet kan i dag lige anes over våben­husets tag.

To døre, en kvindedør i nord og en mandsdør i syd, har oprindelig givet adgang til kirken. Allerede i middel­alderen blev kvindedøren lukket med en tynd mur af munkesten, men døren har siden 2001 været genåbnet. Den ydre dørkarm med de riflede kragsten og døråbningens halvcirkulære afslut­ning af kvadre foroven er fra den oprindelige dør.

Flere ændringer af kirken har fundet sted i sen middelalderen, formodentlig nogenlunde samtidigt, dvs. omkring år 1500.

Da skibets langmure i de århun­dreder, der forløb efter opførelsen, har hældet mere og mere udefter, har en ommuring af skibets vestgavl og -hjørner været påkrævet; hertil har været anvendt munkesten. Denne ho­vedreparation ses tydeligt udefra i det knæk, sydmuren beskriver over våben­husets tag.

Våbenhuset er opført af munkesten af samme type, som er benyttet ved udvidelsen af skibets sydvindue, hvor­for der er grund til at antage, at æn­dringerne er udført samtidig. Våben­husets øst- og vestvægge afsluttes for­oven med en falset gesims, hvorunder der løber en savsnitfrise. Såvel gesims som frise er i dag hvidkalkede. gavlvæggen fører en fladbuet dør ind til våbenhuset, hvorfra der er adgang til kirkens skib. Gavlen, hvori der er indfældet fem spidsbuede blændinger, krones af fem kamtakker. Våbenhuset har sandsynligvis fungeret dels som vindfang, dels som ramme omkring den del af den middelalderlige dåbs­handling, der foregik udenfor den e­gentlige kirkebygning.

Også kirkens tårn, i tre stokværk, er opført af teglsten. To vinduer, i syd og vest, har givet lys til tårnrummet. Det søndre vindue er blevet muret til igen, og da såvel de anvendte teglsten som sildebensmønstret i muren er typiske for senmiddelalderen, må tilmuringen være foretaget kort efter tårnets opførelse. En fladbuet åbning i tårnets sydside giver lys til mellemstokværket, mens spidsbuede, dobbelte glamhuller i alle fire sider åbner ind til klokke­stokværket øverst oppe. Tårnets øst­- og vestgavle krones af syv kamtakker. I begge gavle er der indfældet syv højblændinger med varierende øvre afslutning. Begge midterblændinger er delt af en gennemløbende smal stav, mens de øvrige blændinger er forsynet med hængestav. Et trappetårn på nordsiden fører op til tårnets øvre stokværk.

Man kan i øvrigt lægge mærke til, at kirken i modsætning til så mange an­dre middelalderlige landsbykirker, ikke har fået kamtakker på skib og kor.

Kirkens ydre har kun gennemgået mindre ændringer efter reformationen. Foruden den føromtalte udvidelse af korets sydvindue i 1637, kan nævnes en tilsvarende udvidelse af skibets øst­lige nordvindue i 1739 samt en om­muring af korets østgavl i 1737.

Hvorvidt kirkens ydermure oprinde­lig har været kalkede er uvist. En over­gang var kor og skib rødkalkede, men står i dag hvidkalkede, mens tårn og våbenhus har blank mur.

KIRKENS INDRE

Kirkens indre har i tidens løb under­gået større og mere gennemgribende forandringer end det ydre. Rummets nuværende udseende er resultatet af den store restaurering i årene 1938­-39.

I korets østvæg er der indfældet en apsideagtige alterniche, hvori der er anbragt et vindue. Nichen har næppe haft nogen praktisk funktion, men har snarere tjent til fremhævelse af kirkens hovedalter, der har været placeret et stykke fra østvæggen. Tilstedeværelsen af en alterniche i korets østvæg er et noget usædvanligt træk, som kun ken­des fra få andre kirker; disse ligger dog alle i området mellem København og Roskilde. Korbuen, der på en gang for­binder kor og skib, men samtidig har adskilt præst og menighed fra hin­anden i middelalderen, har oprindelig været høj og smal og med en halv­cirkulær afslutning opadtil (som den ser ud i dag).

I skibets østvæg, triumfvæggen, er der på hver side af korbuen indfældet en halvrund niche. Foran nicherne har kirkens sidealtre været opmuret. Ved restaureringen i 1930\'rne fandt man rester af fundamentet til sidealteret i sydsiden. Sidealternicher er ikke nær så sjældne som alternichen i koret, flere og flere er dukket op ved de senere års kirkeundersøgelser. Det er muligt, men ikke sikkert, at der foran korbuen har været placeret et lægmandsalter, det såkaldte Helligkorsalter. Såvel kor som skib har haft fladt bjælkeloft.

Som nævnt er der i senmiddelalderen foretaget flere ændringer. Den ovenfor omtalte ommuring af skibets vestgavl markerer sig tydeligt inde i kirken ved overgangen fra kampestensmur forne­den til teglstensmur foroven.

Den væsentligste ændring af kirke­rummet har fundet sted, da der omkr. 1500 blev bygget to simple krydshvælv ind i skibet, omtrent samtidig med udvidelsen af det østlige sydvindue og opførelsen af våbenhuset. Hvælvene blev båret af piller, der ikke var muret i forbandt med ydermuren. Dette for­hold kombineret med langvæggenes hældning udefter har været en væsentlig årsag til. at en del af det ene hvælv styrtede ned i 1937.

Omtrent samtidig med skibets overhvælving er korbuen blevet om­bygget. Den blev gjort lavere og bredere og fik en spidsbuet form; den nederste del af de romanske malerier, der udsmykkede korbuen, blev hugget bort ved den lejlighed. Sidealternicher­ne er blevet lukket, og selve altrene sløjfet, senest da hvælvene blev muret op, idet de to østligste hvælvpiller har hvilet på alterfundamenterne. Måske er også korets alterniche blevet muret til ved samme lejlighed.

Kirkens kor har til gengæld aldrig været overhvælvet, hvilket er ret u­sædvanligt for en sjællandsk kirke. Ved tårnets opførelse er skibets vestmur blevet gennembrudt, og en spidsbuet åbning forbinder nu skibet med tårn­rummet.

I Christian Vl\'s regeringstid (1730­46) blev kirker under kongelig administration istandsat, herunder også Måløv kirke, hvis korloft blev malet blåt med skyer og stjerner. Et hold håndværkere, en murer (Christopher Hansen, København), en snedker Uens Christensen, Farum) og en maler (Hans Nielsen, Ganløse) rejste rundt fra kirke til kirke og sørgede for. at skader på bygninger blev udbedret, ældre inventar repareret og nyt, om nødvendigt anskaffet. Disse istand­sættelser vidner om en interesse og omsorg for kirker i en periode, hvor mange af disse ellers stod og forfaldt. Christian Vl\'s engagement i tidens pietistiske forkyndelse er velkendt, og der kan derfor næppe være tvivl om, at hans interesse for de kirkelige forhold også udstrakte sig til kirke bygningerne, og at initiativet til deres renovering - herunder også istandsættelsen af Måløv kirke - i sid­ste instans går tilbage til ham.

Sandsynligvis en gang i slutningen af 1800-tallet har Måløv kirke fået instal­leret et varmeanlæg. På ældre fotogra­fier ses anlæggets skorsten på toppen af skibets gavl - skorstenen er senere blevet fjernet, ligesom varmeanlægget er blevet udskiftet.

I 1922 fjernedes tilmuringerne foran sidealternicherne, hvorved de første spor af romanske kalkmalerier kom for dagen; den søndre niche blev dog at­ter muret til.

Under arbejdet i sommeren 1937 med installering af et nyt varmeanlæg styrtede en del af skibets hvælv ned. Omstændighederne var dramatiske, i­det kirkens klokker og en arbejdsmand nær var blevet slået ihjel. Nedstyrt­ningen blev anledningen til den gen­nemgribende restaurering af kirken, der fandt sted i årene 1938-39 under ledelse af kgl. bygningsinspektør Knud Magdahl-Nielsen. Ved restaureringen fjernedes de to hvælv i skibet, som i stedet fik sit nuværende flade loft. Ko­rets alterniche og søndre sidealter­niche blev genåbnede. Den senmiddel­alderlige tilmuring af korbuens øverste del blev fjernet og buen rekonstrueret efter sin romanske form. Vinduerne i korets nord- og østvæg blev genåb­nede, og det samme skete med det vestlige vindue i skibets nordvæg. Det østlige vindue i skibets nordvæg fik nu sin romanske form genskabt. Endvi­dere blev kirkens kalkmalerier afdæk­ket og for størstedelens vedkommen­de restaurerede. 

BYGHERRE

Som det er tilfældet med de fleste af Danmarks middelalderlige kirker, er der heller ikke overleveret oplysninger om, hvem der var Måløv kirkes bygherre, og man er derfor henvist til gætterier. Der har i tidens løb været en skiftende opfattelse af hvem der stod bag opførelsen af de romanske kirker. Den nyeste forskning hælder til den anskuelse, at det var tidens stormænd. Såfremt det er tilfældet for Måløv kirkes vedkommende, er det nærliggende at antage, at det har været ejerne af Knardrup, som ligger kun få kilometer fra Måløv, der stod bag. Godset i Knardrup ejedes indtil mordet på Erik Klipping i 1286 af

Hvideslægten, hvorefter det blev kon­fiskeret af kronen. Slægten beholdt dog noget af det omliggende gods, blandt andet Måløv by, som i slutnin­gen af 1300-tallet blev skænket til Sankt Nikolaus\' alter i Roskilde domkirke. Hvorvidt kirken fulgte med denne donation vides ikke, men det må under alle omstændigheder have medført, at man fra Roskilde har fået indflydelse på kirkens økonomi, herunder også de midler, der skulle anvendes til vedligeholdelse og udsmykning.

Bortset fra en periode i slutningen af1600-tallet og begyndelsen af 1700­tallet har Måløv kirke efter reforma­tionen været under kronens eller sta­tens administration, indtil den i 1934 overgik til selveje