Du er her: 

Kalkmalerierne

FUNDHISTORIEN

De første spor af middelalderlige kalk­malerier kom frem i dagens lys i 1922, da muren foran nordre sidealterniche blev fjernet; syv år senere blev billedet restaureret. Ved samme lejlighed blev tilmuringen foran søndre sidealter­niche taget bort, men da maleriet i denne niche blev anset for at være for dårligt bevaret til, at en restaurering kunne gennemføres, blev nichen atter muret til.

Under arbejdet med indlæggelsen af et nyt centralvarmanlæg i sommeren 1937 styrtede en del af det ene hvælv ned, og rester af en hidtil ukendt, sen­gotisk udsmykning dukkede op. Efter forhandlinger med Nationalmuseet blev det vedtaget helt at fjerne de to hvælv i kirkens skib. Ved de efter­følgende restaureringer genåbnedes søndre sidealtemiche og korbuen blev ombygget.

To omfattende kalkmaleriudsmyk­ninger blev afdækket under restaure­ringen: en sengotisk, udført af Ise­fjordsværkstedet i årene 1460-80, og derunder en romansk, udført af Jørlun­deværkstedet i perioden 1150-75. Størstedelen af den sengotiske ud­smykning blev hugget bort ved frilæg­gelsen af de romanske billeder. Den egentlige restaurering blev gennemført af maleren Ole Søndergaard.

Senere, i 1968, blev der foretaget en afrensning af malerierne, og i 1981­-83 blev der gennemført en større gen­restaurering under ledelse af kon­servator Robert Smalley fra National­museets bevaringssektion i Brede.

DEN ROMANSKE UDSMYKNING Jørlundeværkstedet 1150- 75

Den romanske udsmykning findes i kirkens korbue, på triumfvæggen og på skibets nordvæg; der er aldrig fundet farvespor i kirkens kor.

Kalkmalerierne, der på skibets vægge fordeler sig på to friser, er udført på fint glittet malepuds, som er påført et kalklag, der dækker en underliggende grovpuds. De enkelte motiver er med rød farve blevet skitseret i den endnu fugtige fin puds - disse fortegninger kan stadig ses i nordvæggens nederste fri­se. Derefter er fladerne blevet udfyldt med farve, og til sidst er detaljer som f.eks. foldekast i personernes klædning blevet malet på. En tynd brudlinje hen langs nordvæggen viser, at den øverste frise er malet først. Der er i Måløv anvendt mange forskellige farver: blå (lapis lazuli), som først og fremmest er blevet brugt som baggrundsfarve, men også i udførelsen af detaljer, f.eks. Da­vids hår i korbuen. Til figurer og borter har der været anvendt grønne, røde, gule, hvide og grå farver. Glorier, klæd­ningsborter og bælter er specielt frem­hævet ved at være udført i forgyldt stukrelief.

 

MOTIVERNE

Kun den øverste del af den oprindelige korbue er bevaret, og heri ses over­krop og hoveder af to gammelte­stamentlige konger, David (i syd), og Salomon (i nord). Den nederste del af figurerne forsvandt, da korbuen i sen­middelalderen blev udvidet. Begge konger er iført kjortel og kappe, på hovedet bærer de krone af form som en lille kalot med en kugle på toppen, og i hænderne holder de et liljescepter og en lågkrukke. Kroner, klædningsbor­ter og knoppen på sceptrene er forgyldte. I korbuens top, over de to kongers hoveder, ses rester af ind­skrifter, der angiver kongernes navne.

I den nordre sidealterniche er der malet et billede af jomfru Maria med jesusbarnet på armen. Maria er iført rød overkjortel med tilhørende hoved­lin, mens den hvide underklædning kommer til syne ved ærmet. jesus­barnet, der løfter højre hånd i en vel­signende gestus, bærer en hvid kjortel og en grønlig kappe. Forgyldningen i glorier og på klædningsborter er den originale - det kan stadig ses, at der er anvendt rød farve (blymønje) som bund for forgyldningen.

Billedet tilhører den såkaldte Hode­getriatype, der kendes fra byzantinsk kunst. Hodegetria, der er græsk og kan oversættes med "Vejviserinde", refe­rerer til, at Maria med sin højre hånd viser hen mod Jesusbarnet. Motivet indrammes af borter, forne­den en perspektivisk mæanderbort, langs kanten af nichen en T-hagebort. Under mæanderborten er der malet et draperi.

Motivet i den søndre sidealterniche vi­ser en bispehelgen. Han er iført en grøn bispekåbe og er karakteriseret som ærkebiskop ved at bære pallium, som er det lyse bånd, der ligger hen over hans skuldre og hænger ned for­an. Han bærer ingen bispehue, men holder i sin venstre hånd en bog og i sin højre en krumstav. Hans identitet er ukendt - det har dog været foreslå­et, at det skulle være Sankt Nikolaus, men antagelsen savner faste holde­punkter. Billedet indrammes, som i nordre sidealterniche, af mæander- og T -hageborter.

Hverken Mariabilledet eller fremstil­lingen af biskoppen, der begge har fun­geret som alterbilleder, har nogensin­de været overkalket; nicherne er blot blevet muret til.

Motiverne i den øverste frise på skibets nordvæg viser begivenheder fra Jesu lidelseshistorie. Mellem de to vin­duer er malet en fremstilling af Pilatus, der vasker sine hænder. På hjørnet af et firkantet, kasseagtigt bord står et forgyldt fad. Bag bordet ses Pilatus, der rækker hænderne hen over fadet, mens en tjener, yderst til venstre, med en kande hælder vand ned over Pilatus' hænder. Pilatus selv bærer en rød, tunikaagtig klædning med forgyldte borter og på hovedet en kegleformet hat. Tjeneren har en knækort klædning. I billedets højre halvdel fører to af ypperstepræstens tjenere Jesus bort. Også disse tjenere er iført en knækort dragt, mens Jesus, genkendelig på glo­rien, bærer en rød kappe over en hvid underklædning. Den forreste tjener trækker i det reb, der binder Jesu hæn­der sammen, mens den bageste skub­ber på ved at lægge hånden på Jesu skulder. Scenen indrammes af to tårne for derved at markere, at handlingen finder sted indendørs.

Udvidelsen af nordvæggens østlige vin­due ødelagde den følgende scene så meget, at der i dag blot er bevaret to glorierede hoveder umiddelbart øst for vinduet. Det er derfor heller ikke muligt med sikkerhed at afgøre, hvad motivet har forestillet.

Billedet længst mod øst viser Judaskys­set og Tilfangetagelsen. Yderst til høj­re, op mod triumfvæggen, ses to af ypperstepræstens tjenere, den forreste med et rundt skjold og spyd. Tjeneren bag ham vender sig halvt om og trækker i Jesus, som bagfra omfavnes og kysses af Judas. Begge tjenere bærer knækorte dragter, den ene lys, den anden mørk, mens Judas er iført en gulbrun klædning.

Udsmykningen på nordvæggen af­sluttes foroven med en kronfrise, der består af en mæanderbort, hvori der er indfældet rektangler med buster af helgener. Denne kronfrise genfindes på triumfvæggen og har formentlig løbet hele vejen rundt under skibets loft.

I nordvæggens nederste figurfrise, der er adskilt fra den øvre ved et smalt rødt bånd, ses længst mod vest, under fremstillingen af Pilatus, der vasker sine hænder, resterne af et billede, der forestiller Abraham med sjæle i skødet. I dag er det kun muligt at se Abrahams glorieomkransede hovede samt dele af overkroppen og det klæde, hvori der sidder frelste sjæle. Billedet af Abra­ham med sjæle i skødet er et Paradis­symbol. Lige til højre for Abraham ses fortegninger dels til en person, der spiller på et strengeinstrument, dels til et træ. Ved kalkmaleriernes genre­staurering i begyndelsen af 1980'erne kunne det konstateres, at man først havde planlagt at male den spillende person, men derefter havde besluttet sig for et træ. (Den blå baggrundsfarve følger træets konturer).

Et tårn adskiller denne scene fra den følgende, der kun er fragmentarisk bevaret, som følge af det senere ud­videde vindue. Der ses en fornemt klædt kvinde, med en gylden hue på hovedet. Foran hende anes resterne af endnu en person - strømpebenene af­slører, at der er tale om en mand. Hverken han eller kvinden har glorier, fremstillingen viser altså et verdsligt par, og det er derfor nærliggende at antage, at det er "portrætter" af dem, der har bekostet udsmykningen. Længst mod øst, helt op til triumfvæg­gen, er der bevaret rester af et billede, der viser Kristus som Verdensdom­meren. Kristus sidder på en trone iført en mørk rød kappe og med udbredte arme, så den nøgne overkrop kan ses.

På hans højre side er der rester af et kors og en person, på hans venstre en engel med bare fødder og en flagren­de kappe. De enkelte motiver i nord­væggens nederste frise udgør samlet en Dommedagsfremstilling med Ver­densdommer, Paradis og de frelste samt et stifterpar; Helvede og de for­tabte mangler. Nordvæggens figurfrise var nedadtil afsluttet af en perspek­tivisk mæanderbort. Kun en lille del af frisen er i dag bevaret, længst mod øst. Ved restaureringen i 30'rne genskabte Ole Søndergaard frisen hen langs væg­gen, men ved genrestaureringen i 80'erne blev denne rekonstruktion at­ter fjernet, og er nu kun markeret med to linjer indridset i pudsen.

På triumfvæggen, lige over korbuen, ses et billede af Kristus siddende på regnbuen. Han er iført en rød kappe og hvid underklædning med forgyldt halslinning, ærme- og skulderkanter. I sin venstre hånd holder han en bog, den højre holder han ind foran sig med hånden løftet i en velsignende gestus. På hans højre side står Maria og på hans venstre Johannes Døberen, begge løfter hænderne i en bønfalden­de gestus. Motivet, en såkaldt Deesis­fremstilling, har, ligesom Mariabilledet i nordre sidealtemiche, byzantinsk op­rindelse. Maria og Johannes Døberen optræder her som menneskehedens forbedere, og motivet bliver derved en af forløberne for de sengotiske Dommedagsfremstillinger.

Øverst på triumfvæggen, mod nord, er der malet en fremstilling af Korsfæ­stelsen. Midt i billedet hænger Jesus med vandret udstrakte arme på kor­set; han har, typisk for romansk kunst, et langt lændeklæde. På hans venstre side ses fortegningerne til den Stefa­ton, der rakte ham eddikesvampen på en stang, og på hans højre ses over­kroppen af endnu en person. Den løftede højre arm viser, at det er den Longinus, der stak spyddet i Jesu side. En fornemt klædt kvinde holder en forgyldt kalk hen under sidesåret, så blodet herfra kan løbe ned i kalken. Hun er en personificering af Kirken, Ecclesia, der opsamler det blod, som vinen forvandledes til under den middelalderlige messe. Dette Korsfæ­stelsesbillede er således i mindre grad en beretning om de historiske begi­venheder på Golgatha, snarere en symbolsk skildring af Kirkens grund­læggelse.

Øverst på triumfvæggen, i syd, er der et billede, der viser den opstandne Frelser stående i en sarkofag og med en korsstav i sin venstre hånd. Han flankeres af to glorierede personer, hvoraf den nærmest Deesisfremstil­lingen har holdt et skriftbånd. Hvem disse to personer er, vides ikke, men der er blevet gættet på to gammel­testamentlig profeter.

Ligesom der var to figurfriser på ski­bets nordvæg, således har der også været to friser på triumfvæggen, men næsten intet er bevaret af billederne i den nederste frise. Under Korsfæ­stelsesbilledet ses to fragmenter, hvor­af det ene viser Guds hånd, der kom­mer frem fra en sky, det andet et skægget hoved, vendt mod Guds­hånden. Et forslag er gået ud på: at det var en stifterfremstilling, et andet at det var et billede af Kains og Abels ofring. Under Opstandelsesbilledet i syd ses til venstre resterne af et skæg­get, glorieret hoved, til højre herfor den forgyldte halslinning på en noget mindre persons klædning, og øverst til højre kommer en engel med glorie og skriftbånd flyvende. Størst sandsynlig­hed er der for, at billedet har forestillet Abraham, der ofrer sin søn Isak.

Der er ikke fundet rester af romanske billeder på skibets sydvæg.

 

MÅLØV KIRKE OG JØRLUNDE VÆRKSTEDET

Jørlundeværkstedet har udsmykket en lang række kirker, liggende i et bredt bælte tværs over Sjælland fra Kalund­borg i vest til København i øst; des­uden er nogle kirker på Sorøegnen ud­smykket af værkstedet.

Tidligere dateredes Jørlundeværk­stedets udsmykninger til første fjerde­del af 1200-tallet, men der er i dag e­nighed om en datering til perioden 1150-75.

Lighedstrækkene mellem Måløvs bil­leder og resten af værkstedets ud­smykninger manifesterer sig først og fremmest i ornamenterne. Mæander­borterne findes også i Kildebrønde og Sankt Ibs kirke i Roskilde, T-hage­borten i Tveje Merløse og V. Broby.

Men forskellene er større end lig­hedstrækkene, og de viser sig dels i valget af motiver dels i de enkelte motivers udformning. Deesisfremstil­lingen og billedet af Opstandelsen på triumfvæggen, nordvæggens billede af Pilatus, der vasker sine hænder, optræ­der stort set ikke i andre romanske kalkmaleriudsmykninger. Det meget ty­delige byzantinske islæt som viser sig dels i Deesisfremstillingen dels i nordre sidealterniches billede af Maria med barnet, hører også til sjældenhederne. Der findes ganske vist andre romanske billeder af Judaskysset, blandt andet i Jørlunde kirke, men i disse er Jesus og Judas altid placeret ansigt til ansigt. Man skal til udlandet for at finde paral­leller til Måløvs fremstilling, hvor Judas nærmer sig Jesus bagfra. Også Kors­fæstelsesbilledet er særegent ved at inkorporere en personificering af Kir­ken.

Motivplaceringen i øverste frise på nordvæggen er mærkværdig, idet figu­rernes bevægelsesretning og tilstede­værelsen af en Korsfæstelse på triumf­væggen mere end antyder, at fortæl­lingen skal læses fra venstre mod højre. Men i modsætning til evangeliernes beretning, så er billedet af Pilatus, der vasker sine hænder, placeret foran fremstillingen af Judaskysset. Udsmyk­ningen indeholder således stadig uløste problemer.

Ligeså lidt som kirkens bygherre ken­des, ligeså lidt kendes udsmykningens ophavsmænd. Tilstedeværelsen af to mulige donatorer, nederst på nord­væggen, peger dog i retning af en lokal stormand og hans hustru. Det vil der­for også i denne sammenhæng være naturligt at rette opmærksomheden mod Knardrups ejere blandt Hvide­slægten. Antagelsen om Hvideslægtens tilknytning til den romanske udsmyk­ning i Måløv kirke bestyrkes af det for­hold, at også andre af Jørlundeværk­stedets kirker kan sættes i forbindelse med denne familie, hvis mest frem­trædende medlemmer på tidspunktet for udsmykningen af Måløv kirke har været Esbern Snare og Absalon.

 

DEN SENGOTISKE UDSMYKNING

Iseflordsværkstedet  1460-80

Af den sengotiske udsmykning er der i dag blot bevaret tre billeder på skibets sydvæg; tidligere har den dækket alle skibets fire vægge. Som det er tilfældet med den romanske udsmykning er også den sengotiske delt i to figurfriser, adskilt af et zig-zag bånd i røde og grå farver. I sydvæggens øverste frise ses til ven­stre resterne af en fremstilling af Bønnen i Gethsemane: de tre so­vende, glorierede disciple. Til højre et billede af Judaskysset og Tilfangetagel­sen. I forgrunden ligger Malkus på knæ, han holder i venstre hånd en stav eller en kølle og i højre en lygte. Den røde klædning over ham tilhører Jesus, og personen bag ham er Peter, der just har hugget øret af Malkus. Til højre ses en række ben, der tilhører ypperste­præstens tjenere, og foran dem må Judas have stået, omfavnende Jesus.

I den nederste frise vises Kors­fæstelsen. Midt i billedet hænger Jesus på korset med let bøjet hoved og med blodet løbende ned ad kroppen fra det store sår i siden. Han flankeres af Maria, på sin højre side, og Johannes, på sin venstre. Bag Maria hænger den gode røver på sit kors, mens den onde røver i dag er helt forsvundet. Et skrift­bånd er hæftet på korset, over Jesu hoved, og det er stadig muligt at læse indskriften "ihs nazareno rex iudeo­rum" Gesus fra Nazareth , jødernes konge). Til venstre for billedet af Kors­fæstelsen ses et farvefragment, der må have tilhørt en fremstilling af Kors­bæringen.

 

MÅLØV KIRKE OG ISEFJORDSVÆRKSTEDET

Isefjordsværkstedet, der var virksomt i perioden 1460-80, har udsmykket 20­25 kirker på begge sider af Isefjorden. Ud fra de bevarede tre motiver, synes udsmykningen i Måløv kirke ikke at have afveget på væsentlige punkter fra andre af værkstedets udsmykninger. Den rød-grå farveholdning i Måløv knytter disse billeder nærmere til værkstedets udsmykninger i Tuse og Skamstrup kirker (begge i Vestsjæl­land) end til udsmykningerne i de nordsjællandske kirker i Nr.Herlev og Lynge.

Ej heller for denne udsmyknings ved­kommende haves der kendskab til op­havsmændene, men undersøgelser af andre af værkstedets udsmykninger peger mod Roskilde, enten kredsen omkring biskoppen eller medlemmer af domkapitlet.

 

SENERE UDSMYKNINGER Isefjordsværkstedets udsmykning har stået fremme i højst 40-50 år. Om­kring år 1500 blev kirken overhvælvet, og derved blev også de sengotiske malerier skjult.

Af konservator Egmont Linds syns­rapport fra 1937 fremgår det, at buer og hvælvribber var blevet dekoreret med et sparreornament i brunt og gråsort umiddelbart efter indbygningen af hvælvene. Et stykke ind i 1500-tallet har kirken fået en ny udsmykning, idet såvel buer som ribber og hvælvkapper er blevet forsynet med en "renais­sanceornamentik", der synes at have bestået af rankeværk i gulbrune, rød­brune og sorte farver. Måske har der også været indskrifter.

Af kirkeregnskaberne fremgår det, at der er blevet malet i hvælvene i henholdsvis 1701 og 1744 (sidstnævn­te gang af Hans Nielsen, Ganløse), men om der er tale om opmaling af en ældre udsmykning eller en helt ny udsmykning er ikke ganske klart. Der tales i restaureringsrapporten om fund af "rokokobladslyng", så det drejer sig måske i stedet om en modernisering af en ældre udsmykning.

Under alle omstændigheder har Måløv kirke først fået det hvide ud­seende, som kendes fra ældre foto­grafier, tidligst i slutningen af 1700-tal­let eller begyndelsen af 1800-tallet.