Kalkmalerierne
FUNDHISTORIEN
De første spor af middelalderlige kalkmalerier kom frem i dagens lys i 1922, da muren foran nordre sidealterniche blev fjernet; syv år senere blev billedet restaureret. Ved samme lejlighed blev tilmuringen foran søndre sidealterniche taget bort, men da maleriet i denne niche blev anset for at være for dårligt bevaret til, at en restaurering kunne gennemføres, blev nichen atter muret til.
Under arbejdet med indlæggelsen af et nyt centralvarmanlæg i sommeren 1937 styrtede en del af det ene hvælv ned, og rester af en hidtil ukendt, sengotisk udsmykning dukkede op. Efter forhandlinger med Nationalmuseet blev det vedtaget helt at fjerne de to hvælv i kirkens skib. Ved de efterfølgende restaureringer genåbnedes søndre sidealtemiche og korbuen blev ombygget.
To omfattende kalkmaleriudsmykninger blev afdækket under restaureringen: en sengotisk, udført af Isefjordsværkstedet i årene 1460-80, og derunder en romansk, udført af Jørlundeværkstedet i perioden 1150-75. Størstedelen af den sengotiske udsmykning blev hugget bort ved frilæggelsen af de romanske billeder. Den egentlige restaurering blev gennemført af maleren Ole Søndergaard.
Senere, i 1968, blev der foretaget en afrensning af malerierne, og i 1981-83 blev der gennemført en større genrestaurering under ledelse af konservator Robert Smalley fra Nationalmuseets bevaringssektion i Brede.
DEN ROMANSKE UDSMYKNING Jørlundeværkstedet 1150- 75
Den romanske udsmykning findes i kirkens korbue, på triumfvæggen og på skibets nordvæg; der er aldrig fundet farvespor i kirkens kor.
Kalkmalerierne, der på skibets vægge fordeler sig på to friser, er udført på fint glittet malepuds, som er påført et kalklag, der dækker en underliggende grovpuds. De enkelte motiver er med rød farve blevet skitseret i den endnu fugtige fin puds - disse fortegninger kan stadig ses i nordvæggens nederste frise. Derefter er fladerne blevet udfyldt med farve, og til sidst er detaljer som f.eks. foldekast i personernes klædning blevet malet på. En tynd brudlinje hen langs nordvæggen viser, at den øverste frise er malet først. Der er i Måløv anvendt mange forskellige farver: blå (lapis lazuli), som først og fremmest er blevet brugt som baggrundsfarve, men også i udførelsen af detaljer, f.eks. Davids hår i korbuen. Til figurer og borter har der været anvendt grønne, røde, gule, hvide og grå farver. Glorier, klædningsborter og bælter er specielt fremhævet ved at være udført i forgyldt stukrelief.
MOTIVERNE
Kun den øverste del af den oprindelige korbue er bevaret, og heri ses overkrop og hoveder af to gammeltestamentlige konger, David (i syd), og Salomon (i nord). Den nederste del af figurerne forsvandt, da korbuen i senmiddelalderen blev udvidet. Begge konger er iført kjortel og kappe, på hovedet bærer de krone af form som en lille kalot med en kugle på toppen, og i hænderne holder de et liljescepter og en lågkrukke. Kroner, klædningsborter og knoppen på sceptrene er forgyldte. I korbuens top, over de to kongers hoveder, ses rester af indskrifter, der angiver kongernes navne.
I den nordre sidealterniche er der malet et billede af jomfru Maria med jesusbarnet på armen. Maria er iført rød overkjortel med tilhørende hovedlin, mens den hvide underklædning kommer til syne ved ærmet. jesusbarnet, der løfter højre hånd i en velsignende gestus, bærer en hvid kjortel og en grønlig kappe. Forgyldningen i glorier og på klædningsborter er den originale - det kan stadig ses, at der er anvendt rød farve (blymønje) som bund for forgyldningen.
Billedet tilhører den såkaldte Hodegetriatype, der kendes fra byzantinsk kunst. Hodegetria, der er græsk og kan oversættes med "Vejviserinde", refererer til, at Maria med sin højre hånd viser hen mod Jesusbarnet. Motivet indrammes af borter, forneden en perspektivisk mæanderbort, langs kanten af nichen en T-hagebort. Under mæanderborten er der malet et draperi.
Motivet i den søndre sidealterniche viser en bispehelgen. Han er iført en grøn bispekåbe og er karakteriseret som ærkebiskop ved at bære pallium, som er det lyse bånd, der ligger hen over hans skuldre og hænger ned foran. Han bærer ingen bispehue, men holder i sin venstre hånd en bog og i sin højre en krumstav. Hans identitet er ukendt - det har dog været foreslået, at det skulle være Sankt Nikolaus, men antagelsen savner faste holdepunkter. Billedet indrammes, som i nordre sidealterniche, af mæander- og T -hageborter.
Hverken Mariabilledet eller fremstillingen af biskoppen, der begge har fungeret som alterbilleder, har nogensinde været overkalket; nicherne er blot blevet muret til.
Motiverne i den øverste frise på skibets nordvæg viser begivenheder fra Jesu lidelseshistorie. Mellem de to vinduer er malet en fremstilling af Pilatus, der vasker sine hænder. På hjørnet af et firkantet, kasseagtigt bord står et forgyldt fad. Bag bordet ses Pilatus, der rækker hænderne hen over fadet, mens en tjener, yderst til venstre, med en kande hælder vand ned over Pilatus' hænder. Pilatus selv bærer en rød, tunikaagtig klædning med forgyldte borter og på hovedet en kegleformet hat. Tjeneren har en knækort klædning. I billedets højre halvdel fører to af ypperstepræstens tjenere Jesus bort. Også disse tjenere er iført en knækort dragt, mens Jesus, genkendelig på glorien, bærer en rød kappe over en hvid underklædning. Den forreste tjener trækker i det reb, der binder Jesu hænder sammen, mens den bageste skubber på ved at lægge hånden på Jesu skulder. Scenen indrammes af to tårne for derved at markere, at handlingen finder sted indendørs.
Udvidelsen af nordvæggens østlige vindue ødelagde den følgende scene så meget, at der i dag blot er bevaret to glorierede hoveder umiddelbart øst for vinduet. Det er derfor heller ikke muligt med sikkerhed at afgøre, hvad motivet har forestillet.
Billedet længst mod øst viser Judaskysset og Tilfangetagelsen. Yderst til højre, op mod triumfvæggen, ses to af ypperstepræstens tjenere, den forreste med et rundt skjold og spyd. Tjeneren bag ham vender sig halvt om og trækker i Jesus, som bagfra omfavnes og kysses af Judas. Begge tjenere bærer knækorte dragter, den ene lys, den anden mørk, mens Judas er iført en gulbrun klædning.
Udsmykningen på nordvæggen afsluttes foroven med en kronfrise, der består af en mæanderbort, hvori der er indfældet rektangler med buster af helgener. Denne kronfrise genfindes på triumfvæggen og har formentlig løbet hele vejen rundt under skibets loft.
I nordvæggens nederste figurfrise, der er adskilt fra den øvre ved et smalt rødt bånd, ses længst mod vest, under fremstillingen af Pilatus, der vasker sine hænder, resterne af et billede, der forestiller Abraham med sjæle i skødet. I dag er det kun muligt at se Abrahams glorieomkransede hovede samt dele af overkroppen og det klæde, hvori der sidder frelste sjæle. Billedet af Abraham med sjæle i skødet er et Paradissymbol. Lige til højre for Abraham ses fortegninger dels til en person, der spiller på et strengeinstrument, dels til et træ. Ved kalkmaleriernes genrestaurering i begyndelsen af 1980'erne kunne det konstateres, at man først havde planlagt at male den spillende person, men derefter havde besluttet sig for et træ. (Den blå baggrundsfarve følger træets konturer).
Et tårn adskiller denne scene fra den følgende, der kun er fragmentarisk bevaret, som følge af det senere udvidede vindue. Der ses en fornemt klædt kvinde, med en gylden hue på hovedet. Foran hende anes resterne af endnu en person - strømpebenene afslører, at der er tale om en mand. Hverken han eller kvinden har glorier, fremstillingen viser altså et verdsligt par, og det er derfor nærliggende at antage, at det er "portrætter" af dem, der har bekostet udsmykningen. Længst mod øst, helt op til triumfvæggen, er der bevaret rester af et billede, der viser Kristus som Verdensdommeren. Kristus sidder på en trone iført en mørk rød kappe og med udbredte arme, så den nøgne overkrop kan ses.
På hans højre side er der rester af et kors og en person, på hans venstre en engel med bare fødder og en flagrende kappe. De enkelte motiver i nordvæggens nederste frise udgør samlet en Dommedagsfremstilling med Verdensdommer, Paradis og de frelste samt et stifterpar; Helvede og de fortabte mangler. Nordvæggens figurfrise var nedadtil afsluttet af en perspektivisk mæanderbort. Kun en lille del af frisen er i dag bevaret, længst mod øst. Ved restaureringen i 30'rne genskabte Ole Søndergaard frisen hen langs væggen, men ved genrestaureringen i 80'erne blev denne rekonstruktion atter fjernet, og er nu kun markeret med to linjer indridset i pudsen.
På triumfvæggen, lige over korbuen, ses et billede af Kristus siddende på regnbuen. Han er iført en rød kappe og hvid underklædning med forgyldt halslinning, ærme- og skulderkanter. I sin venstre hånd holder han en bog, den højre holder han ind foran sig med hånden løftet i en velsignende gestus. På hans højre side står Maria og på hans venstre Johannes Døberen, begge løfter hænderne i en bønfaldende gestus. Motivet, en såkaldt Deesisfremstilling, har, ligesom Mariabilledet i nordre sidealtemiche, byzantinsk oprindelse. Maria og Johannes Døberen optræder her som menneskehedens forbedere, og motivet bliver derved en af forløberne for de sengotiske Dommedagsfremstillinger.
Øverst på triumfvæggen, mod nord, er der malet en fremstilling af Korsfæstelsen. Midt i billedet hænger Jesus med vandret udstrakte arme på korset; han har, typisk for romansk kunst, et langt lændeklæde. På hans venstre side ses fortegningerne til den Stefaton, der rakte ham eddikesvampen på en stang, og på hans højre ses overkroppen af endnu en person. Den løftede højre arm viser, at det er den Longinus, der stak spyddet i Jesu side. En fornemt klædt kvinde holder en forgyldt kalk hen under sidesåret, så blodet herfra kan løbe ned i kalken. Hun er en personificering af Kirken, Ecclesia, der opsamler det blod, som vinen forvandledes til under den middelalderlige messe. Dette Korsfæstelsesbillede er således i mindre grad en beretning om de historiske begivenheder på Golgatha, snarere en symbolsk skildring af Kirkens grundlæggelse.
Øverst på triumfvæggen, i syd, er der et billede, der viser den opstandne Frelser stående i en sarkofag og med en korsstav i sin venstre hånd. Han flankeres af to glorierede personer, hvoraf den nærmest Deesisfremstillingen har holdt et skriftbånd. Hvem disse to personer er, vides ikke, men der er blevet gættet på to gammeltestamentlig profeter.
Ligesom der var to figurfriser på skibets nordvæg, således har der også været to friser på triumfvæggen, men næsten intet er bevaret af billederne i den nederste frise. Under Korsfæstelsesbilledet ses to fragmenter, hvoraf det ene viser Guds hånd, der kommer frem fra en sky, det andet et skægget hoved, vendt mod Gudshånden. Et forslag er gået ud på: at det var en stifterfremstilling, et andet at det var et billede af Kains og Abels ofring. Under Opstandelsesbilledet i syd ses til venstre resterne af et skægget, glorieret hoved, til højre herfor den forgyldte halslinning på en noget mindre persons klædning, og øverst til højre kommer en engel med glorie og skriftbånd flyvende. Størst sandsynlighed er der for, at billedet har forestillet Abraham, der ofrer sin søn Isak.
Der er ikke fundet rester af romanske billeder på skibets sydvæg.
MÅLØV KIRKE OG JØRLUNDE VÆRKSTEDET
Jørlundeværkstedet har udsmykket en lang række kirker, liggende i et bredt bælte tværs over Sjælland fra Kalundborg i vest til København i øst; desuden er nogle kirker på Sorøegnen udsmykket af værkstedet.
Tidligere dateredes Jørlundeværkstedets udsmykninger til første fjerdedel af 1200-tallet, men der er i dag enighed om en datering til perioden 1150-75.
Lighedstrækkene mellem Måløvs billeder og resten af værkstedets udsmykninger manifesterer sig først og fremmest i ornamenterne. Mæanderborterne findes også i Kildebrønde og Sankt Ibs kirke i Roskilde, T-hageborten i Tveje Merløse og V. Broby.
Men forskellene er større end lighedstrækkene, og de viser sig dels i valget af motiver dels i de enkelte motivers udformning. Deesisfremstillingen og billedet af Opstandelsen på triumfvæggen, nordvæggens billede af Pilatus, der vasker sine hænder, optræder stort set ikke i andre romanske kalkmaleriudsmykninger. Det meget tydelige byzantinske islæt som viser sig dels i Deesisfremstillingen dels i nordre sidealterniches billede af Maria med barnet, hører også til sjældenhederne. Der findes ganske vist andre romanske billeder af Judaskysset, blandt andet i Jørlunde kirke, men i disse er Jesus og Judas altid placeret ansigt til ansigt. Man skal til udlandet for at finde paralleller til Måløvs fremstilling, hvor Judas nærmer sig Jesus bagfra. Også Korsfæstelsesbilledet er særegent ved at inkorporere en personificering af Kirken.
Motivplaceringen i øverste frise på nordvæggen er mærkværdig, idet figurernes bevægelsesretning og tilstedeværelsen af en Korsfæstelse på triumfvæggen mere end antyder, at fortællingen skal læses fra venstre mod højre. Men i modsætning til evangeliernes beretning, så er billedet af Pilatus, der vasker sine hænder, placeret foran fremstillingen af Judaskysset. Udsmykningen indeholder således stadig uløste problemer.
Ligeså lidt som kirkens bygherre kendes, ligeså lidt kendes udsmykningens ophavsmænd. Tilstedeværelsen af to mulige donatorer, nederst på nordvæggen, peger dog i retning af en lokal stormand og hans hustru. Det vil derfor også i denne sammenhæng være naturligt at rette opmærksomheden mod Knardrups ejere blandt Hvideslægten. Antagelsen om Hvideslægtens tilknytning til den romanske udsmykning i Måløv kirke bestyrkes af det forhold, at også andre af Jørlundeværkstedets kirker kan sættes i forbindelse med denne familie, hvis mest fremtrædende medlemmer på tidspunktet for udsmykningen af Måløv kirke har været Esbern Snare og Absalon.
DEN SENGOTISKE UDSMYKNING
Iseflordsværkstedet 1460-80
Af den sengotiske udsmykning er der i dag blot bevaret tre billeder på skibets sydvæg; tidligere har den dækket alle skibets fire vægge. Som det er tilfældet med den romanske udsmykning er også den sengotiske delt i to figurfriser, adskilt af et zig-zag bånd i røde og grå farver. I sydvæggens øverste frise ses til venstre resterne af en fremstilling af Bønnen i Gethsemane: de tre sovende, glorierede disciple. Til højre et billede af Judaskysset og Tilfangetagelsen. I forgrunden ligger Malkus på knæ, han holder i venstre hånd en stav eller en kølle og i højre en lygte. Den røde klædning over ham tilhører Jesus, og personen bag ham er Peter, der just har hugget øret af Malkus. Til højre ses en række ben, der tilhører ypperstepræstens tjenere, og foran dem må Judas have stået, omfavnende Jesus.
I den nederste frise vises Korsfæstelsen. Midt i billedet hænger Jesus på korset med let bøjet hoved og med blodet løbende ned ad kroppen fra det store sår i siden. Han flankeres af Maria, på sin højre side, og Johannes, på sin venstre. Bag Maria hænger den gode røver på sit kors, mens den onde røver i dag er helt forsvundet. Et skriftbånd er hæftet på korset, over Jesu hoved, og det er stadig muligt at læse indskriften "ihs nazareno rex iudeorum" Gesus fra Nazareth , jødernes konge). Til venstre for billedet af Korsfæstelsen ses et farvefragment, der må have tilhørt en fremstilling af Korsbæringen.
MÅLØV KIRKE OG ISEFJORDSVÆRKSTEDET
Isefjordsværkstedet, der var virksomt i perioden 1460-80, har udsmykket 2025 kirker på begge sider af Isefjorden. Ud fra de bevarede tre motiver, synes udsmykningen i Måløv kirke ikke at have afveget på væsentlige punkter fra andre af værkstedets udsmykninger. Den rød-grå farveholdning i Måløv knytter disse billeder nærmere til værkstedets udsmykninger i Tuse og Skamstrup kirker (begge i Vestsjælland) end til udsmykningerne i de nordsjællandske kirker i Nr.Herlev og Lynge.
Ej heller for denne udsmyknings vedkommende haves der kendskab til ophavsmændene, men undersøgelser af andre af værkstedets udsmykninger peger mod Roskilde, enten kredsen omkring biskoppen eller medlemmer af domkapitlet.
SENERE UDSMYKNINGER Isefjordsværkstedets udsmykning har stået fremme i højst 40-50 år. Omkring år 1500 blev kirken overhvælvet, og derved blev også de sengotiske malerier skjult.
Af konservator Egmont Linds synsrapport fra 1937 fremgår det, at buer og hvælvribber var blevet dekoreret med et sparreornament i brunt og gråsort umiddelbart efter indbygningen af hvælvene. Et stykke ind i 1500-tallet har kirken fået en ny udsmykning, idet såvel buer som ribber og hvælvkapper er blevet forsynet med en "renaissanceornamentik", der synes at have bestået af rankeværk i gulbrune, rødbrune og sorte farver. Måske har der også været indskrifter.
Af kirkeregnskaberne fremgår det, at der er blevet malet i hvælvene i henholdsvis 1701 og 1744 (sidstnævnte gang af Hans Nielsen, Ganløse), men om der er tale om opmaling af en ældre udsmykning eller en helt ny udsmykning er ikke ganske klart. Der tales i restaureringsrapporten om fund af "rokokobladslyng", så det drejer sig måske i stedet om en modernisering af en ældre udsmykning.
Under alle omstændigheder har Måløv kirke først fået det hvide udseende, som kendes fra ældre fotografier, tidligst i slutningen af 1700-tallet eller begyndelsen af 1800-tallet.

